Analyse
Molbohistorier
Molbohistorier får ny betydning i Rasmus Theisens moderne portræt af Mols’ lokalsamfund og landskabets foranderlighed, når en ildevarslende mytologisk regntid indvarsles.
Titlen på Rasmus Theisens roman imiterer tydeligt de gamle molbohistorier, der som en slags vittighedsfortælling handler om enfoldige folk, der tror, de kløgtigt løser et problem, men faktisk gør det værre. Den lettere polemiske henvisning bliver da også taget op tidligt i romanen, hvor en anonym forfatterkarakter reflekterer over klimakrisen som den ultimativt moderne molbohistorie:
”Molboernes pralende og overmodige selvbillede er blevet latterliggjort så længe, at ordet molbo i den danske ordbog er synonym for naiv og dum. Sagen med molbohistorier er, at molboerne ikke bare opfører sig tåbeligt og uovervejet, men at de gør det i den fejlagtige tro, at deres handlinger er forstandige. At de er særligt begavede. Klimakrisen er i så fald verdens største molbohistorie. Man tror, at teknologien er smart, at de teknologiske løsninger, som fulgte industrialiseringen, er smarte tag robotplæneklipperen. Så behøver man ikke slå græs. Det er en fejl, der bliver begået med fuld kraft.”
Moderne molbohistorier
Den ukendte forfatter vil vende blikket mod det lokale, men har svært ved, hvorfra han skal skrive. Da han finder en glemt notesbog, der indeholder en ”ærlig og moderne molbohistorie”, har han endelig prismet, fortællingen kan udgå fra. Bogen er ejet af den lokale Viktor, der arbejder som ufaglært og fifler med digtskrivning. Han har barnet Alex med tilflytteren Monika, der har en akademisk storbybaggrund, men nu nyder den rolige tilværelse og søger en kunstnerisk forbindelse med naturen.
I størstedelen af romanen portrætteres den lille families liv nænsomt, deres forældreskab og kærlighed til hinanden, samt lokalsamfundets udvikling under den etårige periode, hvor det pludseligt begynder at regne konstant – omtalt som verdens længste skybrud. I en slags lang prolog fortælles også om, hvordan Viktor og Monika mødes, og om Viktors utilpassede og traumatiske barn- og ungdom, hvor et mystisk hjemsøgende væsen dukker op. Gennemgående fremstilles dynamikkerne mellem lokale og tilflyttere på humoristisk vis, ligesom regnperioden gør plads til opportunistisk kapitalisering på klimakrisen og det forandrede landskab på Mols.
Der er ikke to kilometer på Mols, der er ens
Hvis man som læser ikke er bekendt med Mols’ geografi, finder man på pædagogisk vis et kort, primært over Syddjurs, på de bagerste sider i bogen. Hvilket giver god mening, for det særprægede naturlandskab fylder meget i romanen. Både fordi regnen fylder tørlagte søer og forandrer landskabet, men som der også formuleres: ”... har Mols altid været hjemsøgt af vilde naturtilstande. Istidslandskabet kommer også af dramatiske hændelser, vandets kraft er til at se overalt, og hvis man ikke kan se det, må man strække sin hals.”
Et afsnit i romanen beskriver landskabet og den beboermæssige udvikling. Man finder bl.a. mange spor fra Ertebølletidens jæger-fiskersamfund i form af østersskaller. Kolindsund blev senere drænet for at give plads til succesfuld dyrkning af afgrøder, men i den uspecificerede nutid er den gamle søbund igen oversvømmet, og der bliver etableret en østersfarm, som Viktor får arbejde på. Her bruges der store, og måske lidt hultklingende, ord fra direktørens side om bæredygtighed og den grønne omstilling, for: ”Et bæredygtigt arbejde i et kapitalistisk samfund er stadig et arbejde i et kapitalistisk samfund.”
Djursland er ikke et sted, men en tilstand
Selvom området ikke er en ø, hersker der en form for økultur, som Viktor egentlig altid har villet væk fra, men som Monika ønskede at blive en del af, og derfor blev de. Regntiden skaber endnu større følelser af afskårethed i Viktor, mens Monika blomstrer og finder på forskellige kunstneriske eksperimenter i naturen. Viktors undertrykte traumer bevæger sig op til overfladen, mens han prøver at drukne dem i alkohol. Det lille idylliske familieforhold begynder at slå sprækker, og bruddet mellem dem bliver uundgåeligt.
I et af afsnittende, hvor man følger forfatterkarakteren, fremhæver denne Viktors optagethed af tilflyttere og lokale. Det er en del af dynamikken i forholdet til Monika, men også noget han støder på i lokalmiljøet, til forældremøder og i arbejdssituationer. Viktor har et komplekst forhold til sit ophav, som han til dels hader, men den satiriske fremstilling af tilflyttere og opremsningen af de konfliktfyldte forskelle mellem lokale og tilflyttere rummer også en solidaritet med molboerne:
”At føle sig sammenklemt og fremmed i den såkaldte natur, at være forbundet til, og stamme fra, en kultur med vold og tabuer, at blive set ned på af velhavende tilflyttere med store tanker om sig selv, men små tanker om det, der har været før, og det, der skal komme.”
Humor og horror
Romanens otte dele rummer et bredt spænd af genrer, sproglig tone og stemninger fra det humoristiske til uhyggelige folklore-inspirerede elementer. Især i de lokales møde med tilflytterne opstår nærmest satiriske optrin, og fra Viktors notesbog kommer pointen og anbefalingen:
”En tilflytter er hverken god eller ond, men skal typisk lære at beherske sig ift. entusiasmen for naturen, men også når det drejer sig om boligbyggerier. En tilflytter er en person, der forhåbentlig bygger en hytte og ikke en villa af beton og glas.”
Derudover rummer romanen også et slags klimadystopisk spor, da den lange regntid indtræder og forandrer landskabet, der både byder på sammenbrud og skaber grobund for nye former for arbejdspladser – og kapitalisering under dække af at tilpasse sig naturen. Bogen omtaler selv sin genre som ’folkhorror’, hvilket især kommer til udtryk, når Viktor prøver at konfrontere sine dæmoner. Elementerne af folkeovertro dukker uforudsigeligt op i fortællingen, og her er forfatterkarakterens opfordring til læseren imidlertid dette: ”Man skal aldrig forsøge at læse mellem linjerne. Man skal bare læse på linjerne [...] Der står, at regnen ikke er en metafor. Der står, at der skete nogle ret uhyggelige ting.”
Litterære slægtskaber
Centralt i store dele af Josefine Klogarts forfatterskab finder man også Mols’ bølgende landskaber. Især optræder det i den lyriske debutroman ’Stigninger og fald’ om barndommens sanseverden udtrykt gennem landskab og natur.
Den voldsomme regnperiode i ’Molbohistorier’ samt landskabets og samfundets tilpasning efterfølgende kan vække mindelser om en af de andre romanprisnominerede bøger. I Peder Frederik Jensens Rans vilje foregår den lokalt forankrede fortælling under den lollandske stormflod i 1872. Det efterfølgende arbejde med at skulle bygge diger og dyrke afgrøder ændrede landskabet for altid. Her finder man også både et klimadystopisk spor og underlæggende mytologiske elementer.
En mere tydelig allegorisk fortælling over lignende tematikker findes I Rasmus Daugbjergs Trold.
Her tematiseres forholdet mellem mennesket og naturen på grusom vis, mens der trækkes på folkeeventyrets fortælleform, hvor folkhorror også er en rammende genrebetegnelse.
I Christina Hagens nye digtsamling Pow pow pow benytter hun, på lignende vis med Rasmus Theisen, molbofiguren til mere universelt at tematisere vold, klasse og ulykke. De forskellige tekstdele varierer i form, tone, sprog og stil, og en række af bogens digte er skrevet på dialekt (eller molbosprog), ligesom en række af teksterne spiller på de gamle molbohistoriers format.
Molbohistorier får ny betydning i Rasmus Theisens moderne portræt af Mols’ lokalsamfund og landskabets foranderlighed, når en ildevarslende mytologisk regntid indvarsles.
Titlen på Rasmus Theisens roman imiterer tydeligt de gamle molbohistorier, der som en slags vittighedsfortælling handler om enfoldige folk, der tror, de kløgtigt løser et problem, men faktisk gør det værre. Den lettere polemiske henvisning bliver da også taget op tidligt i romanen, hvor en anonym forfatterkarakter reflekterer over klimakrisen som den ultimativt moderne molbohistorie:
”Molboernes pralende og overmodige selvbillede er blevet latterliggjort så længe, at ordet molbo i den danske ordbog er synonym for naiv og dum. Sagen med molbohistorier er, at molboerne ikke bare opfører sig tåbeligt og uovervejet, men at de gør det i den fejlagtige tro, at deres handlinger er forstandige. At de er særligt begavede. Klimakrisen er i så fald verdens største molbohistorie. Man tror, at teknologien er smart, at de teknologiske løsninger, som fulgte industrialiseringen, er smarte tag robotplæneklipperen. Så behøver man ikke slå græs. Det er en fejl, der bliver begået med fuld kraft.”
Moderne molbohistorier
Den ukendte forfatter vil vende blikket mod det lokale, men har svært ved, hvorfra han skal skrive. Da han finder en glemt notesbog, der indeholder en ”ærlig og moderne molbohistorie”, har han endelig prismet, fortællingen kan udgå fra. Bogen er ejet af den lokale Viktor, der arbejder som ufaglært og fifler med digtskrivning. Han har barnet Alex med tilflytteren Monika, der har en akademisk storbybaggrund, men nu nyder den rolige tilværelse og søger en kunstnerisk forbindelse med naturen.
I størstedelen af romanen portrætteres den lille families liv nænsomt, deres forældreskab og kærlighed til hinanden, samt lokalsamfundets udvikling under den etårige periode, hvor det pludseligt begynder at regne konstant – omtalt som verdens længste skybrud. I en slags lang prolog fortælles også om, hvordan Viktor og Monika mødes, og om Viktors utilpassede og traumatiske barn- og ungdom, hvor et mystisk hjemsøgende væsen dukker op. Gennemgående fremstilles dynamikkerne mellem lokale og tilflyttere på humoristisk vis, ligesom regnperioden gør plads til opportunistisk kapitalisering på klimakrisen og det forandrede landskab på Mols.
Der er ikke to kilometer på Mols, der er ens
Hvis man som læser ikke er bekendt med Mols’ geografi, finder man på pædagogisk vis et kort, primært over Syddjurs, på de bagerste sider i bogen. Hvilket giver god mening, for det særprægede naturlandskab fylder meget i romanen. Både fordi regnen fylder tørlagte søer og forandrer landskabet, men som der også formuleres: ”... har Mols altid været hjemsøgt af vilde naturtilstande. Istidslandskabet kommer også af dramatiske hændelser, vandets kraft er til at se overalt, og hvis man ikke kan se det, må man strække sin hals.”
Et afsnit i romanen beskriver landskabet og den beboermæssige udvikling. Man finder bl.a. mange spor fra Ertebølletidens jæger-fiskersamfund i form af østersskaller. Kolindsund blev senere drænet for at give plads til succesfuld dyrkning af afgrøder, men i den uspecificerede nutid er den gamle søbund igen oversvømmet, og der bliver etableret en østersfarm, som Viktor får arbejde på. Her bruges der store, og måske lidt hultklingende, ord fra direktørens side om bæredygtighed og den grønne omstilling, for: ”Et bæredygtigt arbejde i et kapitalistisk samfund er stadig et arbejde i et kapitalistisk samfund.”
Djursland er ikke et sted, men en tilstand
Selvom området ikke er en ø, hersker der en form for økultur, som Viktor egentlig altid har villet væk fra, men som Monika ønskede at blive en del af, og derfor blev de. Regntiden skaber endnu større følelser af afskårethed i Viktor, mens Monika blomstrer og finder på forskellige kunstneriske eksperimenter i naturen. Viktors undertrykte traumer bevæger sig op til overfladen, mens han prøver at drukne dem i alkohol. Det lille idylliske familieforhold begynder at slå sprækker, og bruddet mellem dem bliver uundgåeligt.
I et af afsnittende, hvor man følger forfatterkarakteren, fremhæver denne Viktors optagethed af tilflyttere og lokale. Det er en del af dynamikken i forholdet til Monika, men også noget han støder på i lokalmiljøet, til forældremøder og i arbejdssituationer. Viktor har et komplekst forhold til sit ophav, som han til dels hader, men den satiriske fremstilling af tilflyttere og opremsningen af de konfliktfyldte forskelle mellem lokale og tilflyttere rummer også en solidaritet med molboerne:
”At føle sig sammenklemt og fremmed i den såkaldte natur, at være forbundet til, og stamme fra, en kultur med vold og tabuer, at blive set ned på af velhavende tilflyttere med store tanker om sig selv, men små tanker om det, der har været før, og det, der skal komme.”
Humor og horror
Romanens otte dele rummer et bredt spænd af genrer, sproglig tone og stemninger fra det humoristiske til uhyggelige folklore-inspirerede elementer. Især i de lokales møde med tilflytterne opstår nærmest satiriske optrin, og fra Viktors notesbog kommer pointen og anbefalingen:
”En tilflytter er hverken god eller ond, men skal typisk lære at beherske sig ift. entusiasmen for naturen, men også når det drejer sig om boligbyggerier. En tilflytter er en person, der forhåbentlig bygger en hytte og ikke en villa af beton og glas.”
Derudover rummer romanen også et slags klimadystopisk spor, da den lange regntid indtræder og forandrer landskabet, der både byder på sammenbrud og skaber grobund for nye former for arbejdspladser – og kapitalisering under dække af at tilpasse sig naturen. Bogen omtaler selv sin genre som ’folkhorror’, hvilket især kommer til udtryk, når Viktor prøver at konfrontere sine dæmoner. Elementerne af folkeovertro dukker uforudsigeligt op i fortællingen, og her er forfatterkarakterens opfordring til læseren imidlertid dette: ”Man skal aldrig forsøge at læse mellem linjerne. Man skal bare læse på linjerne [...] Der står, at regnen ikke er en metafor. Der står, at der skete nogle ret uhyggelige ting.”
Litterære slægtskaber
Centralt i store dele af Josefine Klogarts forfatterskab finder man også Mols’ bølgende landskaber. Især optræder det i den lyriske debutroman ’Stigninger og fald’ om barndommens sanseverden udtrykt gennem landskab og natur.
Den voldsomme regnperiode i ’Molbohistorier’ samt landskabets og samfundets tilpasning efterfølgende kan vække mindelser om en af de andre romanprisnominerede bøger. I Peder Frederik Jensens Rans vilje foregår den lokalt forankrede fortælling under den lollandske stormflod i 1872. Det efterfølgende arbejde med at skulle bygge diger og dyrke afgrøder ændrede landskabet for altid. Her finder man også både et klimadystopisk spor og underlæggende mytologiske elementer.
En mere tydelig allegorisk fortælling over lignende tematikker findes I Rasmus Daugbjergs Trold.
Her tematiseres forholdet mellem mennesket og naturen på grusom vis, mens der trækkes på folkeeventyrets fortælleform, hvor folkhorror også er en rammende genrebetegnelse.
I Christina Hagens nye digtsamling Pow pow pow benytter hun, på lignende vis med Rasmus Theisen, molbofiguren til mere universelt at tematisere vold, klasse og ulykke. De forskellige tekstdele varierer i form, tone, sprog og stil, og en række af bogens digte er skrevet på dialekt (eller molbosprog), ligesom en række af teksterne spiller på de gamle molbohistoriers format.
Kommentarer